Problemet med Central Park

Central Park ligger som en grøn oase på Manhattan, omgivet af skyskrabere og trafik. Parken blev anlagt i midten af 1800-tallet for at give newyorkere adgang til et stort og sammenhængende grønt område – og for at gøre byen mere attraktiv for besøgende. For byplanlæggerne bag, Frederick Law Olmsted og Calvert Vaux, skulle Central Park bidrage til en mental og social forbedring af byen New York. De ville give indbyggerne et grønt åndehul, som kunne reducere stress og sygdom, og som ville være tilgængeligt for alle uanset socialt tilhørsforhold. Med samme filosofi designede Olmsted og Vaux også Prospect Park i Brooklyn, der er næsten lige så kendt og beundret som Central Park.

Sociolog Des Fitzgerald, professor ved University College Cork i Irland, er arg modstander af den grønne by. I sin nyeste bog, The Living City: Why Cities Don’t Need to Be Green to Be Great, skriver Fitzgerald, at velmenende byfornyere som Olmsted og Vaux i virkeligheden var ude på at gøre arbejderklassen mere produktiv og skabe grønne lommer for overklassen. Med en fasttømret idé om, hvad der er godt for folk og byen, og hvad der skal til for at opnå det, er parker som Central Park og Prospect Park ifølge Fitzgerald udtryk for en totalitær tendens i byplanlægningen. For Fitzgerald skal byen helst være mangfoldig, dynamisk og kaotisk. Han er bysociologiens Søren Ulrik Thomsen, der med Thomsens ord mener, at »hvis en by skal være en rigtig storby, må den konstant udvikle sig, ændre sig og knuse ned for at række ud efter sin tids drøm om det kommende«.

IDEEN OM DEN GRØNNE BY fik videnskabelig næring, da Roger S. Ulrich fra University of Delaware i slutningen af 1970erne testede den psykologiske effekt af grønne områder på sine studerende. Han fandt, at der var en positiv effekt i form af øget velvære hos de studerende, der havde set på billeder af parker og landskaber, sammenlignet med de studerende, der havde set på storbybilleder. Senere er der lavet mange lignende undersøgelser, der samlet set har givet empirisk evidens for en vis sammenhæng mellem sundhed og det, der i litteraturen hedder »grønskaber«, altså grønne områder og landskaber. En stor metaanalyse fra 2021 af mere end 1.100 forskningsartikler konkluderede, at grønskaber synes at virke mod alt lige fra hjerte-kar-sygdomme til kriminalitet i byerne.

Des Fitzgerald er ikke overbevist. Han mener, at forskningen lider under en form for bekræftelsesbias, og at resultaterne på forhånd er givet. Natur har en positiv betydning, mens byen længe har stået for noget farligt og fremmedgørende. Det har fordrejet både forskerne og forsøgspersonerne, hævder Fitzgerald, og derfor er det ikke de reelle virkninger af grønskaber, vi ser, men blot en genspejling af vores egne kulturelle præferencer. Han konkluderer, at grøn byplanlægning dækker sig ind under forskningsbaseret evidens, men i virkeligheden er en integreret del af en større gentrificeringsproces, som har til formål at gøre byen mere attraktiv for de velhavende og udstøde de dårligst stillede.

FITZGERALDS MODVILJE mod grønnere byer er et særsyn i en tid, hvor byer i stigende grad skal være klimavenlige og bæredygtige. Timon McPhearson, professor i byøkologi ved universitetet The New School i New York, skriver i Nature, at Fitzgerald er forblændet af storbyromantikken ved rå og ramponerede byer som Cork i Irland, hvor han er vokset op, og Bristol i England, hvor han senere har boet. Storbyromantikerne ser ikke den store sammenhæng, fortsætter McPhearson. Vi lever ikke længere i en tid, der hylder forandring for forandringens skyld, og vi kan ikke længere tillade os den form for kontrol over naturen, som den asfalterede og trafikerede storby er udtryk for. Fremtidens by skal være grønnere, konkluderer McPhearson, ikke på grund af en abstrakt og ulighedsskabende idé om den grønne by, sådan som Fitzgerald frygter, men fordi byen fortsat og i stigende grad vil være hjemsted for såvel mennesker som natur.