På Antarktis finder man kæmpestore kolonier af skræppende pingviner. Rene og bløde ser de ud, men over pingvinerne hænger der ofte en lummer fortætning af ammoniakfyldte dampe. De stammer fra de sort-hvide fugles efterladenskaber, og for en gangs skyld er luftforureningen ikke helt skidt, fortæller fysikere fra Helsinki Universitet i Finland.

Der hænger en dunst over pingvinkolonierne på Antarktis, som ser ud til at have en kølende effekt. Foto: Juan Barreto, Scanpix
Der hænger en dunst over pingvinkolonierne på Antarktis, som ser ud til at have en kølende effekt. Foto: Juan Barreto, Scanpix

Ammoniakken danner nemlig skyer i atmosfæren, som virker kølende på den isede jordoverflade. Kort sagt fimser pingvinerne økosystemet sundere, og effekten varer ved i flere uger efter, at pingvinerne flytter deres koloni et andet sted hen. Det konstaterer forfatterne til et nyt feltstudie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Communications Earth & Environment.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Når vinden blæste fra en pingvinkolonis retning, steg ammoniakkoncentrationerne i luften langt over det niveau, der fandtes i luften fra andre retninger, fortæller forskerne. Stigningen øgede dannelsen af svovlsyrepartikler, som blev store nok til, at vand kunne kondensere omkring dem og dermed danne skyer. Generelt, og særligt over havoverflader, har skyer den effekt, at de reflekterer sollyset væk fra jordens overflade.

Studiet antyder, at et fald i pingvinbestande – for eksempel på grund af klimaændringer, der smelter havisen – kan være med til at opvarme hele Antarktis, fordi skydækket så reduceres.

Andre forskere har tidligere beregnet, at lunders tarmgasser i Arktis er med til at øge skydækket i sommertiden så meget, at det kan ophæve helt op til en tredjedel af den regionale opvarmning, der opstår på grund af kuldioxid.

Communications Earth & Environment, 22. maj