Tyskere elsker øl, franskmænd er til vin, mens østeuropæere er særligt glade for spiritus. Sådan lyder flere af de mest udbredte klicheer om drikkemønstre på tværs af Europa – stereotyper, der langt hen ad vejen bekræftes i en ny stor videnskabelig undersøgelse.

Her har forskere med speciale i sundhed og statistik under ledelse af WHO undersøgt europæernes drikkevaner i perioden fra 2000 til 2019 og inddelt i alt 30 lande i seks forskellige klynger med klare karakteristika, når det gælder indtagelsen af våde varer.

Studiet bygger på data fra WHOs Global Monitoring System on Alcohol and Health, der samler officielle optegnelser over blandt andet salg, beskatning og produktion af alkoholiske drikke samt nationale undersøgelser.

I alt granskes 27 EU-lande samt Island, Norge og Ukraine i henholdsvis 2000, 2010, 2015 og 2019. Derudfra kortlægger undersøgelsen seks forskellige grupper med hvert sit distinkte drikkemønster.

Danmark hører til de ølglade lande. Arkivfoto: Damien Meyer, Scanpix
Danmark hører til de ølglade lande. Arkivfoto: Damien Meyer, Scanpix Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix

De fortrinsvis vindrikkende lande tæller Frankrig, Grækenland, Italien, Portugal og Sverige. Næste gruppe består af lande, der drikker mest øl og mindst spiritus. Her findes Østrig, Belgien, Danmark, Tyskland, Holland, Norge, Slovenien og Spanien.

Tredje gruppe er kendetegnet ved både at have et højt ølforbrug og en tilbøjelighed til at drikke meget på én gang. Disse lande er Kroatien, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Rumænien og Slovakiet.

I fjerde gruppe udmærker Estland, Letland og Litauen sig ved en kombination af et højt forbrug af både spiritus og øl, hvilket gør gruppen til den mest drikfældige af de seks.

Klynge fem består af Ukraine, Bulgarien og Cypern og kendetegnes ved den højeste forekomst af personer, der ikke indtager alkohol, men også et højt og regelmæssigt spiritusforbrug hos dem, der gør.

I sidste gruppe findes de europæiske lande med størst hang til binge drinking – indtag af mindst seks genstande på én dag eller aften. Gruppen tæller Finland, Island, Irland, Luxembourg og Malta.

Addiction, 24. juni