Ø i balance

Påskeøen er berømt for sine store stenstatuer – også kendt som moai – og for en udbredt fortælling om, hvordan mennesket med sin ivrige rovdrift på naturen trækker tæppet væk under sig selv. En fortælling, der nu udfordres af ny forskning.

De første polynesiere ankom til den afsidesliggende og dengang ubefolkede ø i det østlige Stillehav for cirka 1.200 år siden. Her rejste de hundredvis af de vældige moai, mens de fældede øens palmer, gjorde det af med havfuglene og udpinte jorden i en grad, der gjorde det umuligt at opretholde en ellers hurtigt voksende befolkning. Da europæerne nåede frem til øen i 1722, var indbyggertallet faldet fra omkring 17.000 til under 3.000.

Sådan lyder i al fald en populær teori, men den anfægtes nu af antropologer og miljøforskere med amerikanske Columbia University og Binghamton University i spidsen.

Her har eksperterne foretaget infrarøde målinger via satellitter, der afslører udbredelsen af såkaldte stenhaver, der i sin tid gav mad på bordet hos Påskeøens polynesiske befolkning og var helt afgørende for dens ve og vel.

Tidligere undersøgelser indikerer, at de hedengangne stenhaver i sin tid dækkede 12 procent af Påskeøen og dermed potentielt understøttede op til 25.000 mennesker, inden jorden blev udpint.

På baggrund af de nye og mere avancerede målinger vurderer forskerne imidlertid, at stenhaverne dækkede et langt mindre areal af den 164 kvadratkilometer store ø. Ifølge studiet har stenhaverne næppe på noget tidspunkt udgjort mere end 0,76 procent af Påskeøen, og haverne har sammen med andre fødevarer som bananer og fisk maksimalt dannet grundlag for en befolkning på cirka 3.000 personer.

Det får forskerne til at vende narrativet om Påskeøen på hovedet og i stedet anføre, at indbyggertallet aldrig var så højt som tidligere antaget, og at Påskeøens befolkning i virkeligheden levede bæredygtigt i generationer indtil europæernes ankomst.

Science Advances, 21. juni