Kort nyt. Årets Nobelpris i økonomi hædrer forskning i kvinders underrepræsentation på arbejdsmarkedet.
Nobelprisen i økonomi
Amerikanske Claudia Goldin blev mandag hædret med Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel, bedre kendt som Nobelprisen i økonomi. Goldin, der er professor i økonomisk historie og arbejdsøkonomi ved Harvard University, får prisen »for at have fremmet vores forståelse af kvinders virke på arbejdsmarkedet«, som komiteen skriver.
Goldin har gennem sin forskning blotlagt og beskrevet flere bagvedliggende årsager til kvinders historiske underrepræsentation på jobmarkedet, og hvorfor kvinder fortsat tjener mindre end mænd bredt set. Claudia Goldin er blandt andet kendt for sin såkaldte U-kurve fra 1990. Her viser hun på baggrund af mere end 200 års historiske data, at kvinders deltagelse på det amerikanske arbejdsmarked ikke fulgte en stabilt opadgående kurve i takt med overgangen fra landbrug til industrisamfund med solid økonomisk vækst til følge. Goldins kurve beskriver, hvordan relativt flere kvinder var i arbejde, da USA i slutningen af 1700-tallet var et udpræget landbrugssamfund, sammenlignet med årtierne frem mod begyndelsen af 1900-tallet, hvor det i højere grad blev en social norm, at kvinderne tog sig af hjemmet og familien. Det ændrede sig med udviklingen af en hastigt voksende servicesektor fra starten af det 20. århundrede, der for alvor hev kvinderne tilbage på jobmarkedet. Mindst lige så afgørende blev p-pillen, der fra slutningen af 1960erne betød, at kvinder nu i langt højere grad kunne planlægge deres karriere.
Del: