Kort nyt. I 2027 kan kunstig intelligens sluge energi svarende til det årlige forbrug i Holland.
Krævende intelligens
Kunstig intelligens gør sig i stigende grad gældende i alt fra kulturlandskabet til videnskaben. Da techvirksomheden OpenAI præsenterede sin sprogmodel ChatGPT i november 2022, nåede chatbotten over 100 millioner brugere på bare to måneder.
Nu advarer en forsker om, at teknologiens energimæssige fodaftryk risikerer at stikke af. I en kommentar i det videnskabelige tidsskrift Joule beskriver Alex de Vries, finansøkonom ved De Nederlandsche Bank og ph.d.-studerende ved Vrij Universiteit Amsterdam, hvordan udviklingen af kunstig intelligens afstedkommer et hastigt stigende energiforbrug på tværs af den samlede sektor.
Alex de Vries kendes især for sine vedvarende afsløringer af kryptovalutaen bitcoins heftige strømforbrug og CO₂-udledning. Hvad angår kunstig intelligens, er det både udviklingen og den efterfølgende brug af teknologien, der repræsenterer et betragteligt energiforbrug, skriver de Vries. Et konkret eksempel er sprogmodellen BLOOM fra det fransk-amerikanske AI-firma HuggingFace, der ifølge virksomheden selv sluger energi nok til at forsyne 40 gennemsnitlige amerikanske hjem med strøm, når den træner.
I en fremskrivning baseret på den forventede vækst i servere, der betjener kunstig intelligens, når Alex de Vries frem til, at det årlige elforbrug relateret til AI i 2027 kan vokse fra 85 til 134 terawatt-timer – cirka tilsvarende forbruget i Holland.

Joule, 10. oktober
Del: