Geopolitik. Ugæstfri og aggressiv. Sådan er naturen, og det pres, den lægger på menneskeheden i form af virusser og klimaforandringer, spiller lande ud mod hinanden og skaber kaos. Politisk teoretiker Bruno Maçães indvarsler et nyt paradigme.
Naturen er ikke en ven
I 2000 døbte atmosfærekemiker og nobelprisvinder Paul Crutzen vores geologiske epoke Antropocæn. Vi lever med videnskabens ord i Menneskets tidsalder. Kosmos er ikke blot himmelrummet, men også noget, vi skaber; Amazonas fældes, og vores indflydelse er angiveligt så omfangsrig, at vi må opkalde en æra efter os selv. Men pandemien har afsløret bristerne i den slidstærke idé om naturen som et middel til menneskelige mål. Det argumenterer en ny bog for, Geopolitics for the End Time, der er skrevet af Bruno Maçães, seniorforsker ved Hudson Institute med en ph.d. i politisk teori fra Harvard University.
»Det mest bemærkelsesværdige ved virussen er dens politiske magt. Regeringer overalt har været villige til at bruge revolutionære midler uden for loven og den politiske normal. Naturen i form af virussen har haft magt og evne til at ændre vores liv på en måde, befolkningen og deres parlamenter ikke kan,« siger han.
Del:
