Bromance. Skabelsen af verdens første mus med to biologiske fædre giver håb til homoseksuelle par og kan være med til at løse fertilitetskrisen. Men er det også første skridt mod en glidebane?
Mus uden mødre
I London blev et powerpointshow om mus for nylig til en verdensnyhed. I en video fra begivenheden ser man billeder af to brune gnavere, begge hanner med blanke sorte øjne, der ser op på fotografen. Musene er klemt inde i en kasse af plastic, hvor de omkranser det kuld, de begge har lagt krop til: museunger uden biologiske mødre. De små sensationer ligger som en klynge af rødmossede, mørke pølser med haler og lukkede øjne. Klar til at indtage verden.
Musene og deres unger får hurtigt en hovedrolle på konferencen Human Genome Editing Summit i London, og de ender som overskrifter i alverdens medier. Det skyldes især den mand, som præsenterer billederne af dem, den japanske stamcelleforsker Katsuhiko Hayashi. Han er umiddelbart en ganske generisk forskertype – han har et lettere dunet, sort overskæg, briller med et anonymt gennemsigtigt stel og bærer en mørkeblå sweater over en hvid skjorte. Men Hayashi er en spektakulær skaber af liv, nogle medier kalder hans forskning for »et mirakel«. Og fra talerstolen redegør han møjsommeligt for sin metode. Han mumler ord som »pluripotente stamceller« og »in vitro gametogenese«, så stavelserne forsvinder sporløst i mikrofonen. Kun ved hjælp af undertekster og verdenspressen kommer budskabet for alvor ud: For første gang nogensinde er det lykkedes at bringe mus til verden kun på basis af stamceller fra to hanner. Raske mus vel at mærke – og flere af dem – der er blevet til helt uden gener fra en hunmus.
Del:
