Kort nyt. Ny stamcellebehandling ser ud til at modvirke diabetes.
Mulig diabeteskur
En 25-årig kinesisk kvinde er fortsat uden symptomer på sin type 1-diabetes godt et år efter en eksperimentel behandling med stamceller, der har gjort hendes krop i stand til selv at producere insulin.
»Jeg kan spise sukker nu,« udtaler kvinden til nature.com.
Kvindens forløb, der nu beskrives i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Cell, vækker opsigt, fordi det er første gang, en patient med type 1-diabetes behandles med stamceller fra sin egen krop.
Studiet følger i kølvandet på et lignende gennembrud i foråret. Her blev en 59-årig mand med type 2-diabetes behandlet med egne stamceller, der var omprogrammeret til at producere insulin. Siden har det ikke været nødvendigt for manden at tage medicin.

I det nye studie har stamcelleforskere med kinesiske Peking University i spidsen udtaget celler fra den 25-årige kvinde og siden ændret dem til pluripotente stamceller, der kan udvikles til enhver celletype i kroppen. Herfra blev cellerne omdannet til såkaldt langerhanske øer, som er grupper af celler i bugspytkirtlen, der producerer insulin.
I juni 2023 blev de transformerede celler sprøjtet ind i kvindens mavemuskler, og knap tre måneder senere var hun i stand til selv at producere tilpas med insulin til at undvære yderligere tilskud. Sådan er det stadig.
De nye resultater høster ros og anerkendelse fra flere sider, men skal gentages hos flere patienter og følges over længere tid, lyder det.
Det påpeges også, at kvinden på tidspunktet for operationen modtog immunundertrykkende medicin som følge af en tidligere levertransplantation. Derfor er det vanskeligt for forskerne at vurdere, om kvindens krop ikke angreb de nye celler, fordi de var hendes egne, eller fordi hendes immunforsvar var svækket.
Forskerne har testet den nye behandling på yderligere to patienter, der inden længe rammer årsdagen for indgrebet.
Til Nature siger Deng Hongkui, ledende forsker bag det nye studie, at resultaterne også her er »meget positive«.
Nature.com, 26. september
Cell, 25. september
Del:



