Jeg har taget fejl. På direkte tv erklærede jeg, at jeg ikke troede på en storstilet russisk invasion af hele Ukraine. De østlige områder? Bestemt, men ikke hovedparten af Ukraine, inklusive måske hovedstaden Kyiv. Det ærgrer mig, og det svier ekstra, fordi jeg faktisk underviser i efterretningsanalyse og påvirkningen fra forskellige bias. Anders Boas’ artikel »Krig fra en klar himmel« (Ideer, 18. marts) giver endnu en anledning til at genbesøge tænkningen bag min vurdering.

Der var faktisk tale om en kvalificeret vurdering og ikke bare gætteleg, som Boas synes at antyde. Når man forsøger at forudsige en aktørs handlinger, må man basere det på nogle grundlæggende formodninger om vedkommende. Det kan for eksempel være formodninger om Ruslands præsident, Vladimir Putin, eller om beslutningsprocesserne i det russiske politiske system. Helt centralt står ideen om den rationelle aktør, som forsøger at optimere sit udbytte. Vi ved alle, at trods de bedste intentioner så ender det ofte med et suboptimalt udfald. Nobelprisvinderen Daniel Kahneman har i sit arbejde med beslutningsprocesser påvist, hvorledes vi alle bliver påvirket af ofte ikkeerkendte forhold, som ender med at forringe ellers tilsyneladende stringente tankeprocesser. Men formodningen er, at aktøren forsøger at nå det bedst mulige resultat under de givne omstændigheder.