Forskerklumme. I dag er byer udflydende og åbne, men i århundreder var byporten en essentiel barriere. Den skulle holde syge og kriminelle ude og sikre indtægter til byen.
Byens filter
Når man ankommer med bil til en storby, er det ikke helt til at skelne, hvornår man faktisk er i byen. Overgangen fra by til land er langstrakt og spredt ud i forstæder, halvindustrielle områder, ind- og udfaldsveje og så videre. Ankommer man med tog, bliver man sat af et sted i byen uden fornemmelse for, hvor byens ydre grænser ligger. Den moderne storbys geografiske, såvel som symbolske, centrum er ikke til at finde, fordi der ikke længere findes en tydelig periferi, som kan forlene den besøgende med et orienteringsredskab. Hvad der tillige er helt fraværende, er tidligere tiders kontrol med de til byen ankommende personer. For den internationale storbyrejsende ligger pas- og sikkerhedskontrol enten ved nationale grænseovergange eller i lufthavne placeret uden for byerne.
Dette er et i historisk sammenhæng temmelig nyt fænomen. Før midten af 1800-tallet var store byer netop kendetegnet ved at være tydeligt afgrænset fra det omkringliggende land. Siden antikken og middelalderen havde den muromkransede by været et universelt fænomen, og indgangen til byen – byporten – var af en særlig både symbolsk og praktisk betydning. Renæssancens arkitekter talte om, at byerne var nøgne uden mure. Men den middelalderlige bymur var på retur. 1600-tallets såkaldt militære revolution gjorde, at mange byer erstattede eller ombyggede bymurene, så byerne i stedet blev beskyttet af fortifikationsanlæg med bastioner. Dette betød ofte indsættelse af flere porte, men byportene bibeholdt deres afgørende betydning både symbolsk, socialt og økonomisk.
Del:
