Små hundrede sider inde i Ludvig Holbergs historisk-biografiske værk Bergens Beskrivelse fra 1737 optræder et mærkværdigt portræt. Efter en kort gennemgang af en række »brave Mænd« introduceres en »Dame«, som Holberg husker at have set i det bergenske bybillede i sin barndom. Denne, lader Holberg læseren vide, er ikke en hvilken som helst kvinde, men »den største Poetinde, som de Nordiske Riger have haft«. Hendes tekster var endda »saa fulde af Geist« og »poetisk Fertilitet,« beskriver Holberg, »at få Danske poetiske Skrifter kan lignes derimod«. Omtrent 50 år tidligere havde mesteren af den danske barok, biskoppen Thomas Kingo, dedikeret et hyldestdigt til samme person og fremhævet både »Pen og Hierne« hos denne »Qvinde«.

Kvinden bag disse roser er den dansk-norske forfatter Dorothe Engelbretsdatter. Hvis dette navn ikke vækker genklang, er det ikke, fordi hun har mistet sin relevans eller mangler litterær kvalitet, men snarere, fordi hun som kvindelig forfatter har lidt samme skæbne som andre kvinder: at hun i litteraturhistorien er blevet fravalgt til fordel for mandlige forfattere.