Kort nyt. Et stigende antal amerikanere vælger et liv uden børn. Nyt studie kaster lys over deres bevæggrunde.
Lykkelige barnløse
Flere og flere vælger et liv uden børn. I USA er andelen af amerikanere i alderen 15-44 år, der gerne vil forblive barnløse hele livet, steget fra 13,8 procent i 2002 til 29,4 procent i 2023. Det ser ud til, at de barnløse særligt bor i bestemte stater: Hele 22 procent af alle voksne i Californien har ingen børn og ønsker det heller ikke i fremtiden, mens det samme kun gælder omkring ti procent af voksne bosat i Louisiana, North Dakota og South Dakota. I det hele taget er det mere almindeligt at være barnløs i stater med stor befolkningstæthed og høje leveomkostninger.
Alligevel er det ikke de barnløses adresse, der er den afgørende faktor i deres valg om ikke at få børn, lyder det fra forskere fra Michigan State University i et nyt studie publiceret i PLOS. Forskerne har analyseret svar fra en undersøgelse foretaget i 2024 med flere end 20.000 respondenter.

Undersøgelsen gav forskerne adgang til en række personlige informationer, såsom deltagernes alder, køn og adresse, samtidig med at de barnløse deltagere havde svaret på, om de ønsker at få børn i fremtiden.
Her tyder resultaterne på, at det i højere grad er personlige karakteristika frem for leveforholdene i bestemte stater, der afgør, om et menneske gerne vil have børn. Forskerne kan nemlig se, at fravalget af børn hænger tæt sammen med en persons livssituation, herunder vedkommendes alder, køn og civilstand. Særligt mænd, ældre og singler er overrepræsenteret i gruppen af personer, der ikke har lyst til at få børn.
PLOS, 12. august



