Luftbårne lettelser

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Det skulle efter sigende bringe held at blive ramt af en fugleklat. Men skulle man ønske sig et ekstra lykkebringende eksemplar i størrelse albatros, har biologerne hidtil ment, at chancen var minimal. Havfugle klatter nemlig primært ned i havet, mens de flyder roligt rundt på vandoverfladen. Eller det er i hvert fald, hvad man har troet.

Det, vi ved nu

For da japanske eksperter i dyreadfærd og økologi ville undersøge flyveteknikken hos skråper – store fugle beslægtet med albatrosser – stødte de uventet på en overraskende sandhed om fuglenes afføring.

Forskerne havde spændt små bagudvendte kameraer under bugen på 15 skråper. Men optagelserne viste ikke kun, hvordan fuglene lettede og landede. De fangede også omkring 400 afføringsepisoder, som oftest fandt sted, når skråperne lettede fra havoverfladen.

At lette kræver store kræfter, for skråpers vinger er bygget til at svæve og ikke til at skabe opdrift. Anstrengelserne får ofte fuglene til at slippe en klat, og denne mekanisme kan sandsynligvis forhindre, at afføringen ender i fjerene, siger forskerne bag studiet, som nu er publiceret i tidsskriftet Current Biology.

Nogle gange lettede skråperne udelukkende for at klatte, og i luften smed de omkring 30 gram afføring i timen, svarende til cirka fem procent af deres egen kropsvægt. Klatternes indhold af kvælstof og fosfor er med til at støtte økosystemet både på land og havbund.

Men …

Biologerne kan dog ikke fastslå, hvorfor skråperne har udviklet deres forkærlighed for luftbåren afføring. Derfor planlægger de nu at bruge gps og temperatursensorer for mere præcist at kortlægge, hvor havfuglene frigiver deres klatter. 

Current Biology, 18. august