I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden

Det, vi troede, vi vidste

For mennesker, der lider af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), kan gåture være en vigtig del af en sund hverdag. Sygdommen ødelægger lungevæv og forsnævrer luftvejene, og fysisk aktivitet er vigtig for at holde kroppen i gang. Læger har dog været bekymrede for at anbefale udendørs motion, hvis patienterne bor i områder med høj luftforurening, da luftforurening kan forværre symptomerne fra lungerne. Men et nyt studie fra Barcelona Institute for Global Health tyder på, at gåture stadig kan være en god idé, selv når luften ikke er helt ren.

Collage: Liv Lansner

Det, vi ved nu

Medicinske forskere fulgte 262 KOL-patienter fra forskellige steder i verden. Deltagerne bar bevægelsesmålere i en uge, mens forskerne samlede data om luftforureningen ved deres hjem og fulgte deres sygdomsforløb i to år. Jo mere deltagerne gik, desto færre forværringer havde de af deres KOL. For hver 1.000 ekstra skridt om dagen faldt risikoen for en forværring med omkring fem procent. Det gjaldt også for personer, der boede i områder med relativt høj luftforurening.

Men …

Forskerne undersøgte kun forureningen omkring deltagernes hjem og ved derfor ikke nødvendigvis, hvor megen forurening deltagerne blev udsat for, mens de gik. Studiet er desuden et observationsstudie og kan ikke bevise, at gåturene i sig selv var årsagen til de færre forværringer af sygdommen. Man kan heller ikke konkludere, at luftforurening er ufarlig for mennesker med KOL. Resultaterne tyder snarere på, at fysisk aktivitet stadig kan være en fordel for de fleste KOL-patienter, selv hvis de bor i et område med høj luftforurening. Studiet omfattede ikke områder med ekstremt høje niveauer af luftforurening. Mette Juul Rasmussen

ERJ Open Research, 5. oktober