Et menneske kan ikke leve uden lunger. Alligevel er det lykkedes amerikanske læger at holde en 33-årig mand i live i 48 timer, efter at hans lunger var blevet fjernet. Manden ankom til sygehuset med akut respiratorisk distress-syndrom (ARDS), en livstruende tilstand, hvor infektion og betændelse overvælder lungerne. Sygdommen var udløst af influenza og forværret af en bakteriel lungebetændelse. Nyrer og hjerte var begyndt at svigte, og efter et hjertestop stod det klart, at en dobbelt lungetransplantation var mandens eneste mulighed for at overleve. Det beskriver thoraxkirurger fra Northwestern University i det medicinske tidsskrift Med.

Lungerne havde lidt uoprettelig skade og nærede infektionen, men kroppen var for syg til straks at modtage nye lunger. Derfor fjernede lægerne de inficerede lunger og koblede patienten til et kunstigt eksternt lungesystem, som iltede blodet, fjernede kuldioxid og opretholdt en stabil blodgennemstrømning i krop og hjerte. Heri består nybruddet, da tidligere forsøg på eksterne lungesystemer har haft svært ved at sikre blodgennemstrømningen.

Den nye metode kan på sigt ændre synet på, hvornår lungetransplantation kan komme på tale. Arkivfoto: Northwestern Medicine, Scanpix
Den nye metode kan på sigt ændre synet på, hvornår lungetransplantation kan komme på tale. Arkivfoto: Northwestern Medicine, Scanpix

Da lungerne var væk, blev patientens tilstand hurtigt stabil, og da der to dage senere blev et par raske donorlunger tilgængelige, kunne transplantationen gennemføres. Analyser af det fjernede lungevæv viste omfattende arvæv og immunskader i et irreversibelt stadie.

Ifølge lægerne er det første gang, man på molekylært niveau har dokumenteret, at nogle ARDS-patienter kan blive så syge, at de ikke kan overleve uden lungetransplantation. Typisk vil en infektion betyde, at en lungetransplantation ikke kan lade sig gøre, men den nye metode kan på sigt ændre synet på, hvornår lungetransplantation kan komme på tale, også ved akut lungesygdom. I Danmark er der hvert år mellem 30 og 40 patienter, som får nye lunger.

Med, 29. januar

Nyhedsbrev: Under lup

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev, hvor vi bruger forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den. Udsendes hver anden uge.