Podcast. En kalejdoskopisk og personlig dokumentar om forbindelsen mellem hjernen og det menneske, vi er.

Lone Frank og de titusinde sjæle

Da videnskabsjournalist Lone Frank i foråret skulle i gang med en podcastfortælling om verdens største samling af menneskehjerner, blev hun ramt af depression. Men var det kemiske ubalancer i frontallappen eller en midtlivskrise, der slog hende ud?

I stedet for at lægge sig under dynen og opgive projektet besluttede Lone Frank og hendes producer Birgit Nissen Pedersen at vende projektet på hovedet. Indeholder vævet i hjernesamlingen, disse titusinde sjæle gemt i formalin, det forskningsmæssige svar på vores psykiske sårbarhed?

Gennem litteratur, musik og videnskab udforsker serien forbindelsen mellem hjernen og det menneske, vi hver især er.

KAPITEL 1

Lone Frank besøger kældrene under det nedlagte sindssygehospital i Risskov og får historien om verdens største samling af menneskehjerner. Titusinde hjerner fra syge, afsindige og plagede mænd og kvinder, som døde på statshospitaler mellem 1945 og 1982. I deres plastikspande venter de stadig på, at videnskaben afkoder deres hemmeligheder. Kan samlingen gøre Lone Frank klogere på hendes egen tilstand?

KAPITEL 2

Har Lone Frank et slægtskab med hjernen i spand nr. 30? I andet kapitel griber hun tilbage i psykiatriens historie for at forstå, hvordan forrykthed blev til psykiske problemer, og hvad den udvikling har ført med sig: Er Lone Franks depression et luksusproblem?

KAPITEL 3

Lone Franks depression gør hende nærmest ude af stand til at arbejde. I tredje kapitel opsøger hun psykiater Poul Videbæk på Glostrup Psykiatriske Hospital for at forstå, hvad depression overhovedet er. Kan hun hænge det op på ‘for lidt serotonin’, eller er der i virkeligheden gang i noget langt mere kompliceret, som er bundet til hendes liv?

KAPITEL 4

Viden om hjernen har til alle tider formet vores opfattelse af psyken og dens sygdomme. I sidste kapitel opdager Lone Frank en forskning, som rækker ud over hjernens biologi og vender hele psykiatrien på hovedet. Den spørger om diagnoserne i virkeligheden er værdiløse og giver hende et nyt syn på den depression, der har formørket hendes liv.

Illustrationer: Mathias Hoeg

lofr
(f. 1966) er journalist og forfatter samt ph.d. i neurobiologi uddannet i Danmark og USA. Hun skriver især om biologi, psykologi, psykiatri og etik og har modtaget en række priser, herunder Den Store Publicistpris, Søren Gyldendal Prisen, European Science Writers Award, AAAS Kavli Science Journalism Award og blev i 2020 tildelt Statens Kunstfonds hæderspris. Er desuden vært på podcasten 24 Spørgsmål til professoren, har produceret flere videnskabsserier for DR og har sammen med instruktør Pernille Rose Grønkjær lavet de prisbelønnede dokumentarfilm Genetic Me og Hunting for Hedonia. Har skrevet en række bøger, som er udkommet på flere sprog, senest bogen Størst af alt – Om kærlighedens natur.
binp
er lyd- og podcastredaktør. Uddannet ved Manchester University i film- og medievidenskab. Har arbejdet en årrække på DR som producer og tilrettelægger på en lang række formater som Smagsdommerne, Deadline, Kunstquiz, Deadline 2.sektion samt reportageserier for Deadline. Har også instrueret dokumentarfilmene »Den Guddommelige Brugsanvisning« (2001) for filminstituttet, »På Guds Parti« (2006), en roadmovie for DR2 i hælene på Martin Krasnik i konfrontation med islamistiske meningsdannere i Mellemøsten, samt »Den Gode Vækst« (2013), om økonomi og fordelingspolitik i et globalt perspektiv for Ulandssekretariatet.

Andre læser også