Kort nyt. Genetikere har fundet hotspots i vores arvemasse, hvor mutationer opstår langt hyppigere end hidtil troet.

Kvik evolution

Normalt forbindes evolution med langsomme forandringer, der udspiller sig over oceaner af tid. Men i et nyt studie har amerikanske genetikere opdaget, at forandringer i vores dna kan ske langt hurtigere, end man hidtil har troet – faktisk næsten for øjnene af os.

Ved hjælp af ny revolutionerende gensekventeringsteknologi er det for første gang lykkedes at kortlægge de mest forandringsparate områder af vores dna.

Alt liv på jorden består af levende celler, som fra tidernes morgen har kopieret sig selv igen og igen og ført livet videre, og cellernes dna fungerer som organismens helt egen byggevejledning, så hver ny kopi ligner sit ophav. Undervejs er der opstået små trykfejl i opskriften, og nogle af disse små mutationer har været heldige og nyttige nok til, at de langsomt har drevet evolutionen fremad og formet os til dem, vi er i dag.

Nu viser forskernes data, at der findes såkaldte mutations-hotspots i vores arvemasse. Her kommer nye ændringer til næsten for hver generation. Den viden er særlig værdifuld, når man forsøger at afgøre, om en medfødt gensygdom er arvelig, eller om den skyldes en enkeltstående afvigelse opstået i et hotspot. Hvis sygdommen stammer fra det særligt aktive mutationsområde, er risikoen lav for, at forældrenes fremtidige børn også får sygdommen.

Den nye undersøgelse tager udgangspunkt i en familie fra Utah, som i fire generationer har bidraget med dna-prøver til forskningen, og næste skridt bliver at se, om de hurtige mutationer også optræder hos andre familier.

Nature, 23. april

(f.1979) Fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, cand.mag. i audiologopædi fra Syddansk Universitet og MA i stemmestudier fra University of London. Skriver om videnskab til Weekendavisens Ideer-sektion.

Andre læser også