Falsificeret. Verdens skove optager mere CO₂, end klimamodeller har regnet med, men holder til gengæld på det i kortere tid.
Kul på kredsløbet
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Træer og planter optager en stor del af den CO₂, som mennesker udleder til atmosfæren, hvilket også er argumentet for at plante flere træer. Det tager dog mange år, før et træ er udvokset, og når det dør eller bliver fældet, finder en del af det opsamlede kulstof tilbage til atmosfæren.
Processerne indgår i klimamodeller, men der er mange ubekendte i ligningerne, og for nylig viste et studie fra Københavns Universitet, at de danske skoves optag af CO₂ var langt større end hidtil antaget, fordi det har vist sig, at træerne vokser i længere tid, før de bliver fældet.
Det, vi ved nu
Nu viser et internationalt studie ledet af Imperial College London, at noget tilsvarende gør sig gældende på globalt plan. Forskergruppen har fået ny indsigt i naturens kulstofkredsløb ved at undersøge den radioaktive isotop kulstof 14. Den bliver produceret naturligt i atmosfæren, men i 1950erne og begyndelsen af 1960erne blev koncentrationen øget på grund af atomprøvesprængninger.

I 1963 blev det forbudt at sprænge kernevåben i atmosfæren, hvilket siden har fået mængden af kulstof 14 til atter at falde. Det har samtidig gjort det muligt for forskerne at følge kulstoffet, fra det optages i træer og planter og videre gennem døde træer, nedfaldne grene og blade samt i jordbunden.
Resultatet viser, at træer og planter vokser langt hurtigere, end forskerne har antaget. Det betyder, at det globale kulstofoptag kan være næsten dobbelt så stort, som beregningerne fra de mest anvendte klimamodeller har vist.
Men …
Forskergruppen konkluderer også, at klimamodellerne samtidig har undervurderet, hvor hurtigt kulstoffet omsættes i træer og planter. Den hurtige omsætning betyder, at kulstoffet også bliver frigivet til atmosfæren hurtigere end tidligere forudsagt, og ifølge forskerne begrænser det potentialet i nogle af de projekter, der går ud på at opsamle CO₂ i vegetationen. jopp
Imperial College London, 20. juni,
Science, 21. juni
Del:


