Falsificeret. Så er det heller ikke bedre at fejle, viser nyt studie. Faktisk kan det være skadeligt, at vi er så sikre på, at andre lærer af deres nederlag, siger forskerne bag.
En hård sandhed om fiasko
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Klog af skade, lyder et gammelt ordsprog, hvis mere moderne variant består i et opgør med nulfejlskultur og perfektionisme. Tanken er, at vi lærer af vores fejl, og derfor skal man ikke være så bange for at lide nederlag en gang imellem. Det gør én klogere og derfor bedre i stand til at lykkes i næste forsøg.
Det, vi ved nu
Men ifølge et nyt studie i Journal of Experimental Psychology overvurderer vi de positive effekter ved at fejle. Forskere fra Northwestern University har undersøgt spørgsmålet i en serie på 11 eksperimenter med over 1.800 deltagere.
I flere sammenhænge fandt de en stærk tro blandt deltagerne på, at nederlag ville blive efterfulgt af succes i næste forsøg – at studerende, der dumper en eksamen, vil bestå i anden omgang, at patienter vil få sundere vaner efter et hjerteanfald, og at stofmisbrugere vil holde sig clean efter en overdosis. Men sådan forholder det sig ikke – mens deltagernes bud var, at 62 procent af de amerikanske hjertepatienter lægger deres livsstil om, er det reelt kun 47 procent, der gør det, ligesom deltagerne skød på, at 58 procent ville bestå en juraeksamen i andet hug, mens det kun lykkes for 35 procent ifølge statistikker på området.

Faktisk mente deltagerne, at nederlag ligefrem kunne øge chancen for at lykkes. De fandt det for eksempel mere sandsynligt, at en stofmisbruger, der har haft en overdosis, vil gå i behandling, end en misbruger, der ikke har fået samme chok. Men i virkeligheden forholder det sig omvendt.
Det kan virke som et opløftende budskab, at man bliver klogere af at fejle, men problemet er ifølge forskerne, at vi overser behovet for hjælp og støtte, når vi tager for givet, at folk lærer af deres nederlag og selv kommer på ret kurs.
Men …
Studiet er lavet blandt amerikanere, og forskerne påpeger, at der kan være kulturelle forskelle i synet på nederlag og læring. fogh
American Psychological Association, 10. juni
Del:



