Hvert år får omkring 1.600 danskere konstateret kræft i blæren. Er man behandlet for højrisiko-blærekræft, så lyder anbefalingen, at man de følgende to år møder til kontrol hver fjerde måned. Risikoen for tilbagefald kan nemlig være helt oppe på 60-70 procent for de mest udsatte patienter. Ved kontrolbesøgene udføres en såkaldt cystoskopi, hvor lægen indsætter en fleksibel sonde gennem urinrøret, som gør det muligt at efterse urinblærens slimhinde for nye forandringer.

Et nyt studie tyder dog på, at man i fremtiden vil kunne spare patienterne for en del af de ubehagelige undersøgelser ved hjælp af en urinprøve, der i stedet måler fem genetiske markører for blærekræft.

Resultaterne er blevet fremlagt på European Association of Urology Congress i Paris, og det er gennemført i Danmark af Thomas Dreyer, der er forsker ved blærekræftsforskningsteamet ved Aarhus Universitetshospital.

Urinbiomarkørtesten er blevet vurderet i et forsøg med 313 højrisikopatienter. Den ene halvdel fik de konventionelle tre årlige cystoskopier, mens den anden halvdel blev tilfældigt udvalgt til at få erstattet to af undersøgelserne med urinprøver.

Nyt studie tyder på, at en urinprøve kan erstatte over halvdelen af de mere indgribende kontrolundersøgelser, mange blærekræftpatienter undergår. Arkivfoto: Bernd Thissen, Scanpix
Nyt studie tyder på, at en urinprøve kan erstatte over halvdelen af de mere indgribende kontrolundersøgelser, mange blærekræftpatienter undergår. Arkivfoto: Bernd Thissen, Scanpix

Efter to år havde 44 procent af patienterne behov for opfølgende cystoskopi mod tidligere næsten 100 procent. Man fandt også overbevisende tegn på, at urintesten kunne opfange tilbagefald, der endnu ikke kunne ses ved cystoskopien.

Nyheden er positiv for patienterne, der finder de mange cystoskopier ubehagelige, siger forskerne. Hvis de mange kontrolindgreb kan erstattes af urinprøver i klinikken, vil det både reducere patienternes ubehag, risikoen for infektion og efterspørgslen på områdets ressourcer.

European Association of Urology, 5. april