På de etiopiske højsletter, hvor kaffen er født, begynder bønder nu at plante afgrøderne højere mod himlen. Gennem århundreder har de dyrket op til 2.200 meter over havet. Nu kravler planterne snart helt op i 2.600 meters luftlag.

For hvert årti bliver det varmere at plukke bønnerne med de bare hænder, og det slidsomme arbejde, hvor farmere ofte sveder i den bagende sol og må træde varsomt for at undvige slanger, edderkopper og ildmyrer, tegner kun til at blive hårdere endnu. På de tropiske bjergskråninger tørster også kaffeplanterne efter vand, der enten svinder ind eller falder på de forkerte tidspunkter.