Ikkehistorier

I mit laboratorium tester vi giftigheden af alle mulige kemikalier på en række testorganismer fra bakterier og planter til orme, krebsdyr og bladlus. Det gør vi for at få en større viden om kemikaliernes virkning i miljøet. Når mine studerende har kæmpet i ugevis med at kultivere deres testorganismer, skrive testprotokoller, sætte en test op uden at gøre skade på de små pus, og de har målt på deres små dyr eller planters trivsel gennem kortere eller længere tid, og så finder, at alle har det godt, på trods af alle de kemikalier, de har tilsat, så bliver de som regel rigtigt kede af det. De kommer slukørede op på kontoret og siger: »Mit forsøg mislykkedes. Resultaterne viser ikke noget.«

Men det er jo helt forkert! Forsøgene viser jo netop, at det kemikalie, de har testet, ikke har nogen virkning på dét, de har målt på, i de mængder, de har testet. Og det er jo et lige så vigtigt resultat, som hvis de havde fundet ud af, at en vis mængde kemikalier havde fået deres dyr (eller planter) til at vokse mindre, give færre afkom eller simpelthen havde slået dem ihjel. De studerende synes bare ikke, det er så sjovt at skrive om i deres bachelorprojekt eller speciale: »Der er jo ligesom ikke rigtig en historie.« Og så går de videre med at tænke på, om de ville kunne finde en virkning, hvis de nu tilsatte mere kemikalie, målte på en mere følsom parameter eller på en mere følsom organisme.