Ifølge velfærdsforliget fra 2006 skal folkepensionsalderen stige med stigende levealder, hvilket betyder, at Folketinget næste år skal stemme om at sætte pensionsalderen op til 70 år fra 2040. Ideen med velfærdsforliget var at bringe flere seniorer i beskæftigelse, hvilket alt andet lige vil bidrage til at holde hånden under dansk økonomi.

Imidlertid har Socialdemokratiet nu meldt ud, at man fremover ikke vil blive ved med at stemme for en stigende pensionsalder, hvilket ifølge tidligere overvismand Michael Svarer vil »lægge dansk økonomi i ruiner« (jf. TV 2), underforstået, at hvis pensionsalderen ikke stiger, så vil seniorerne hellere nyde mere fritid end at blive i deres job. Dette udsagn bygger på forestillinger om, at det kun er pensionsalderen, der styrer menneskers adfærd, og logikken tilsiger, at man må ændre pensionsalderen, hvis man vil have seniorerne til at arbejde længere. Grundproblemet er dog, at denne logik halter, når man går den empirisk efter i sømmene.