Højhushad

Højhuse er et af de emner, der diskuteres flittigt op til årets kommunalvalg, og det er sjældent begejstring, der driver debatten. Overalt i landet, fra Hjørring til Amager Strand, lyder protester fra borgere og politikere, der er kritiske – hvis ikke direkte vrede – over udsigten til højhusbyggeri i deres område. Selv bygninger på fem-seks etager kan vække harme.

For nogle er modstanden æstetisk; andre er vrede over at få blokeret deres udsigt eller solen i baghaven. Men der findes også en sejlivet opfattelse af, at livet i et højhus er asocialt og fremmedgjort – nærmest unaturligt. Allerede i 1950erne advarede arkitekter om, at højhuse var et dårligt sted at bo, især for børnefamilier, og i 1969 befæstede et studie fra Statens Byggeforskningsinstitut bekymringen. Her fandt man, at børn i højhuse – sammenlignet med børn i lave etagebygninger – opholdt sig mindre tid i fælles uderum, og at de var ældre, før de kom ned for at lege. Jo højere oppe børnene boede, jo større var forskellen. Undersøgelsen satte gang i en debat om højhusbyggeri og børns trivsel.