Guld og grønne marker

Det lyder som en vidunderlig succeshistorie. I årtier har forskere efterspurgt produktet, der kan løse et af tidens største problemer i landbruget: at holde produktionen oppe og forureningen nede – og nu mener et hold selvsikre indiske forskere at have fundet det: »Mirakelmidlet,« som de siger i Indien.

I virkeligheden hedder produktet Nano Urea, og det kan ifølge forskerne mindske ophobning af næringsstoffer og giftige kemikalier i jorden og samtidig give landmændene tårnhøje afgrøder at juble over.

Af dén grund bliver produktet naturligvis hyldet i Indien: Regering og premierminister Modi promoverer Nano Urea som en »gamechanger« for alverdens landmænd og marker. En eksportaftale til USA er underskrevet efter premierministerens besøg i Washington i juni. Og der er planer om at udbrede Nano Urea til 25 lande i Asien, Afrika og Sydamerika.

Nano Ureas egen hjemmeside illustrerer en jordklode med frodige træer efterfulgt af teksten: We believe in sustainability.

Og her kunne fortællingen om et teknologisk gennembrud så afrundes, og vi kunne tale om landbrugets spirende bæredygtige fremtid. Hvis ikke lige det var for to forskere på den anden side af kloden.

Hvis det altså var sandt

Søren Husted og Max Frank fra Institut for Plantevidenskab på Københavns Universitet har de seneste måneder gennemgået Nano Ureas grønne løfter, og de to forskere er mildest talt skeptiske.

»Jo, jo, det ville da være fuldstændig fantastisk,« medgiver Husted over en Zoom-forbindelse fra universitetets campus. »Hvis det altså var sandt.«

Forskernes studie af Nano Urea er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Plant and Soil, og her bliver der ikke sparet på kritikken.

»De hævder at have udviklet det her højteknologiske produkt, som kan erstatte 21 kilo kvælstof med 20 gram. Det vil sige, at deres produkt skal være 1.000 gange mere effektivt end konventionelle gødningsprodukter. Det er komplet urealistisk,« siger Max Frank, som har regnet på Nano Ureas miljøgarantier.

»Forsøgene er i det hele taget sjusket udført, og de videnskabelige beviser for virkningerne er meget tvivlsomme,« supplerer Husted.

Mange interesser er på spil i udviklingen af miljøvenlig gødning, da en sådan løsning er landbrugets pendant til månekapløbet: Det land, der kommer først, vinder magt, prestige og selvfølgelig penge. Så konkurrencen om de mest klimarigtige teknologier spidser til i forskningen.

»Men lige nu ligner det indiske mirakelmiddel mest af alt greenwashing af værste skuffe, som kan få alvorlige konsekvenser for hele verdens fødevaresikkerhed,« siger Husted.

Brød fra luften

Med »den grønne revolution« i begyndelsen af det 20. århundrede – effektiviseringen af landbruget, maskiner og ikke mindst udviklingen af kunstgødning – eksploderede jordens befolkning fra to milliarder mennesker til over syv milliarder på under 100 år.

Masseproduceret gødning gav millioner af mennesker mad på bordet. Man sprøjtede markerne og »trak brød ud af luften,« som datidens presse formulerede det. Landmændene var ikke længere overladt til naturlige substanser som hønsemøg.

Uden kunstgødning ville verdens fødevarer ikke kunne mætte de efterhånden otte milliarder mennesker, vi er i dag. Men alle de kemikalier medfører alvorlige miljøskader: Alt for meget siver ned i landbrugsjorden og ødelægger vandløb, søer og forhøjer landbrugets CO₂-aftryk.

I planteforskning er mikrodosering af gødning derfor vokset frem som et lovende, grønnere alternativ. En nanoteknologisk løsning, der skal sikre mindre spild.

Og det er den teknologi, som forskerne bag Nano Urea påstår at mestre til fulde. Til at underbygge produktets teknologiske overlegenhed henviser de indiske forskere til en stribe studier udført i Indiens landområder.

»Studierne er som regel kun foretaget for ét enkelt år, så der er ingen data på, hvordan gødningen påvirker afgrøderne over tid,« forklarer Husted. »Hvad sker der med markerne, hvis en vinter er kold og en anden varm? Man er simpelthen nødt til at have data for mere end et år for at kunne vurdere virkningen på et kvalificeret grundlag.«

Landbrugsjorden er heller ikke analyseret for gødningsstoffer inden forsøget, hvilket er afgørende for at vurdere, hvor meget næring Nano Urea reelt tilføjer.

»Der vil højst sandsynligt ligge gødningsrester i jorden, som planterne vil optage. Beregningerne er derfor ubrugelige, hvis ikke man måler næringsindholdet i jorden inden,« siger Max Frank hovedrystende.

Gammel gødning i jorden kan også forklare, hvorfor landmænd på marken ikke har råbt op og protesteret i massevis mod den udeblivende effekt af Nano Urea:

»Tidligere års gødning kan kompensere. Men kun i en begrænset periode. Når først de gamle gødningsstoffer er opbrugt, vil Nano Urea få fatale konsekvenser,« vurderer Max Frank.

Tidligere i år afslørede det kritiske miljømedie Down to Earth, at landmænd i delstaten Madhya Pradesh var bekymrede efter at have sprøjtet med Nano Urea, »som ingen resultater viste«. I et desperat forsøg på at redde høsten supplerede de med konventionelle gødningsmidler, som landmanden Praveen Parmar forklarede: »Mine udgifter steg med 1.000 rupier!«

Sri Lanka som skrækscenarie

Mirakelmidlets udeblivende virkning er ikke alene et økonomisk problem for landmændene i Indien, mener Husted og Frank. Vildledningen risikerer at blive et globalt fødevareproblem, når produktet eksporteres til udlandet.

I 2021 solgte Nano Urea over 300.000 mirakelflasker til srilankanske landmænd. Regeringen i nabolandet havde fra den ene dag til den anden forbudt kunstgødning. Østaten syd for Indiens kyst ville være foregangsland og have »et 100 procent økologisk landbrug« som de første og eneste i verden. Ambitionen førte til den værste fødevarekrise i Sri Lankas historie; frustrerede landmænd stod til at miste halvdelen af deres høst.

Omstillingen af landbruget i Sri Lanka er et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis verden blindt følger økologisk ønsketænkning, siger Max Frank: »Et grønt landbrug ville være fantastisk. Men vi ender med at skabe større problemer for os selv, hvis beslutningerne er baseret på politiske visioner frem for konkret videnskab.«

Ifølge Husted og Frank vil deres indiske kolleger ikke røre emnet med »en ildtang«: »Der er for mange penge og interesser indblandet til, at indiske forskere offentligt tør kritisere Nano Urea,« siger Husted og referer til en indisk kollega, som også har frarådet dem at rejse til Indien foreløbig.

Weekendavisen ville gerne have interviewet opfinderen af Nano Urea, professor Ramesh Railya, men han er ikke vendt tilbage på avisens gentagne forespørgsler.