Min mor og jeg minder mindst én gang om ugen hinanden om, at vi skal lære at investere. I et år har vi danset rundt om den varme grød, og med øjenbrynene helt oppe ved hårgrænsen ser vi alvorligt på hinanden og bliver enige om, at nu må vi altså komme i sving. Men hvordan? Spørgsmål hober sig op og ligner til forveksling gode undskyldninger for at vente lidt længere. For hvor køber man overhovedet en aktie? Hvad med obligationer? Er det for sent med Novo Nordisk? Og kan vi google os til svarene, eller skal vi på kursus?

Da jeg fortæller min far om investeringsdrømmen, når jeg knap nok at tale ud, før han hiver sin telefon frem og går i gang med at oprette en aktiesparekonto til sig selv. Uden nogen betænkningstid er han i gang med det, min mor og jeg er tryggest ved bare at tale om.