I 1980 udløste fysikeren Luis Alvarez en af palæontologiens mest hårdnakkede stridigheder. Sammen med sin søn, geologen Walter Alvarez, hævdede han, at en enorm asteroide havde ramt Jorden for 66 millioner år siden og hvirvlet så store mængder støv og materiale op i atmosfæren, at sollyset blev blokeret, så klimaet ændrede sig, og fødekæderne brød sammen. Resultatet var den masseuddøen, der gjorde det af med dinosaurerne.

Hypotesen byggede på et tyndt lerlag ved grænsen mellem kridt- og tertiærtiden, som Walter Alvarez havde undersøgt i Italien, og som også findes ved Stevns Klint. Laget indeholder meget iridium, et grundstof, der er sjældent i Jordens skorpe, men almindeligt i meteoritter. Luis Alvarez tolkede det som et afgørende bevis på et gigantisk asteroidenedslag, der havde spredt iridium over hele kloden og udløst katastrofen.