I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Dinosaurerne uddøde for 66 millioner år siden, bortset fra alle fuglene, som nedstammer fra dem. Den bedste forklaring på deres bratte forsvinden er et nedslag af en ti kilometer bred asteroide, som ramte den mexicanske Yucatán-halvø og efterlod det 200 kilometer store Chicxulub-krater.

Rester af materialet fra asteroidenedslaget kan man i øvrigt finde i det tynde lag af fiskeler ved Stevns Klint.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Det, vi ved nu

For to år siden opdagede et hold geofysikere en undersøisk struktur i Atlanterhavet omkring 400 kilometer ud for Guineakysten, som de antog var et gammelt krater, og som de døbte Nadir. Strukturen var omkring 23 kilometer i diameter og lå begravet under 300 meter sedimenter.

Seismiske målinger af en undersøisk struktur i Atlanterhavet bekræfter, at der er tale om et krater fra en asteroide, der landede for 66 millioner år siden. Foto: Scanpix.
Seismiske målinger af en undersøisk struktur i Atlanterhavet bekræfter, at der er tale om et krater fra en asteroide, der landede for 66 millioner år siden. Foto: Scanpix.

Nu har forskere ledet fra Heriot-Watt University i Skotland udført detaljerede seismiske målinger i området, og det har bekræftet, at strukturen er et krater. Analyserne har også vist, at krateret er 66 millioner år gammelt, og at asteroiden derfor har ramt Jorden omtrent samtidig med Chicxulub-asteroiden. Det kan være et tilfælde, men det er meget muligt, at begge asteroider stammer fra samme moderlegeme, eller at en kollision i asteroidebæltet har sendt en sværm af asteroider mod Jorden.

Men ...

Eftersom Nadir-krateret er meget mindre end Chicxulub-krateret, har asteroiden også kun haft mindre betydning for dinosaurernes endeligt. Det har dog ikke været nogen fordel for dinosaurerne at blive ramt af to asteroider på næsten samme tid.

Nadir-asteroiden har været omkring 500 meter i diameter og er dermed på størrelse med asteroiden Bennu, som vil komme forbi Jorden både i 2060 og 2135, men på sikker afstand. Der er dog grund til øget opmærksomhed den 24. september 2182, hvor risikoen for, at den rammer Jorden, er 1 ud af 2.700. jopp

Nature Communications Earth & Environment, 3. oktober