Fupkonferencer

Pía Loren havde store forventninger, da hun tilmeldte sig den 25. globale konference for nyre- og urinvejsforskning i London 14.-15. marts i år. Hun var ansat som postdoc ved Universidad de La Frontera i Chile og havde penge fra sit forskningsprojekt til at deltage i internationale konferencer.

Hun fik sig en slem overraskelse, da hun ankom til konferencehotellet nær Heathrow. 

Hendes konference var blevet slået sammen med en række andre konferencer under overskriften 30th Global Health Summit. Der var kun reserveret et lille møderum til konferencen, og arrangøren, virksomheden Conference Series, var helt fraværende. Ordstyreren, der skulle holde sammen på det hele, var en forvirret ph.d.-studerende, som var blevet pålagt opgaven et par dage i forvejen. Alt var kaos.

Lorens historie er fortalt i tidsskriftet Nature, og den bliver værre endnu. Efter frokosten på første konferencedag fik alle tilstedeværende at vide, at resten ville foregå online. Loren måtte derfor give sin præsentation fra værelset i en vens hus, hvor hun overnattede. Hendes præsentation var i øvrigt den eneste på hele konferencen, der handlede om forskning i nyresygdomme. Der var stort set ingen mødeledelse i det virtuelle rum, da hun præsenterede, og en af foredragsholderne gav den samme præsentation fire gange.

30th Global Health Summit var en såkaldt fupkonference. Det er et problem, der rammer flere og flere forskere. Fupkonferencer kommer i mange nuancer. Nogle finder slet ikke sted, mens andre bliver gennemført nødtørftigt og for meget få penge. Conference Series reklamerer på deres hjemmeside for tusinder af internationale konferencer. Der er fotoalbum fra enkelte af dem, og det er tydeligt at se, at der typisk ikke har været ret mange deltagere, og at mange er foregået helt eller delvist online.

Bag Conference Series finder man virksomheden Omics International, grundlagt i 2007 af den indiske forsker og forretningsmand Srinubabu Gedela. Omics er kendt eller rettere berygtet for at udgive hundredvis af fuptidsskrifter, der til forveksling ligner titlerne på mere anerkendte tidsskrifter. For eksempel findes der inden for Pía Lorens felt et internationalt anerkendt tidsskrift med titlen Clinical and Experimental Nephrology (nefrologi er det lægevidenskabelige speciale, der omhandler nyrerne). Omics har et tilsvarende tidsskrift, der hedder Journal of Clinical and Experimental Nephrology. I 2019 beordrede den amerikanske handelskommission Gedela og Omics til at betale 50 millioner dollar for vildledende markedsføring.

Forretningsmodellen for fupkonferencer og -tidsskrifter er enkel. Forskere efterspørger muligheder for at kommunikere og publicere deres forskning, for det er det, forskning dybest set handler om, og det fremmer deres karrieremuligheder. Der er kamp om pladsen på anerkendte konferencer og i anerkendte tidsskrifter, hvor fagfællebedømmelse er med til at afgøre, hvem der kommer med. Derfor er mange forskere villige til at betale for at komme på fupkonferencer eller udgive i fuptidsskrifter, hvor der typisk ikke er seriøs kvalitetsvurdering. Omkostningerne til at arrangere konferencerne og udgive tidsskrifterne er lave, særligt når det foregår som på den konference, Pía Loren deltog i.

Tilbage i 2018 afslørede fagbladet Ingeniøren, at mange forskere ved danske forskningsinstitutioner – lige fra ph.d.-studerende til professorer – også udgiver i Omics’ tidsskrifter og deltager på deres konferencer. Nogle forskere har ikke undersøgt lødigheden på forhånd, mens andre helt bevidst benytter sig af fupkonferencer eller -tidsskrifter, selvom det er tvivlsomt, om det vil fremme deres karriere på sigt.

De fleste af de forskere, der deltog i 30th Global Health Summit, ville ikke stå frem i Nature. De var vrede og frygtede, at det kunne gå ud over deres omdømme. Pía Loren konkluderede, at hun aldrig havde oplevet noget mere ydmygende: 

»Jeg håber, at alle personerne bag bliver afsløret så hurtigt som muligt.«

Kristian Hvidtfelt Nielsen er lektor ved Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.