I to nylige artikler har Weekendavisen rettet luppen mod en dansk forskergruppe og deres opsigtsvækkende hypotese om, at vacciner har utilsigtede effekter, også kendt som »uspecifikke vaccineeffekter«.

Artiklen »Et dårligt immunforsvar« (20. februar) så på vigtigheden af at få tal frem om dødelighed efter en specifik vaccine (tal, som gruppen selv har efterlyst og siddet inde med siden 2010, og som nu er blevet lagt frem), mens »En udødelig hypotese« (5. marts) havde fokus på, om de konklusioner, forskerne drager, stemmer overens med, hvad deres egne studier faktisk har vist. I begge artikler har vi bidraget med vores faglige vurdering.