Falsificeret. EUs aftale med Tyrkiet indvarslede en ny epoke i unionens flygtningepolitik. Men et nyt studie peger på, at aftalen ikke havde den tilsigtede effekt.
Flygtningeaftalens effekt
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
I 2016 indgik EU en flygtningeaftale med Tyrkiet. Den kom som en reaktion på flygtningekrisen året forinden og havde til formål at bremse den illegale migration til Europa.
Aftalen indvarslede en ny epoke i EUs flygtningepolitik, og modellen med bilaterale aftaler mellem EU og transitlande i middelhavsområdet blev den nye norm, da man mente, det reducerede antallet af illegale immigranter.
Det ved vi nu …
Men nu har forskere fra Italien undersøgt effekten af aftalen med Tyrkiet. I studiet beregner forskerne sig frem til, at aftalen kun i et begrænset omfang reducerede antallet af flygtninge mellem Tyrkiet og Grækenland, samtidig med at mange flygtninge blot valgte den betydeligt farligere »Centralmiddelhavsrute«, der primært går fra Libyen til Italien.
Helt konkret mener forskerne, at cirka 2.000 flygtninge skiftede til den farligere rute, og at aftalen førte til i omegnen af 45 ekstra dødsfald i Middelhavet.

Det får forskerne til at konkludere, at EUs bilaterale aftaler med nabolande ikke har den tilsigtede effekt om at begrænse migrationen, da det ikke får flygtninge til at opgive deres planer – heller ikke, selvom det medfører en større risiko.
Men …
Aftaler, som den EU indgik med Tyrkiet, kan dog ikke analyseres isoleret, da der netop bliver indgået flere aftaler. Derfor er studiet her heller ikke nok til at forstå den samlede effekt af EUs flygtningepolitik.
Bedre data over migrationsstrømme ville desuden gøre det muligt at lave mere præcise rekonstruktioner af de ruter, som migranter benytter sig af.
Humanities and Social Sciences Communications, 24. juni
Del:


