Da den britiske søofficer John Ross i sommeren 1818 sejlede nord om Melvillebugten i Nordvestgrønland, mødte han en usædvanlig isoleret befolkning. Med på ekspeditionen havde han den unge grønlænder Sakæus fra Sydvestgrønland, som nogle år tidligere var kommet til Skotland som blind passager på et hvalfangerskib, havde lært engelsk og nu fungerede som tolk. Da Sakæus fortalte inuitterne, at han kom fra et land mod syd, svarede de ifølge Ross, at det ikke kunne passe, for mod syd fandtes kun is.

På trods af den isolerede tilværelse havde de jern, for deres harpuner havde spidser af metal, og mændene bar knive med jernblade. En mand ved navn Meigack fortalte, at jernet lå som store sten i landskabet længere mod syd.