Den aktuelle dokumentar Remains følger gennem ti år Eske Willerslev og hans hæsblæsende dna-forskning i nordamerikanske indianeres oprindelse. Willerslev er professor i geogenetik ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, og ligesom sin bror, Rane, som er direktør for Nationalmuseet, er han en god historiefortæller. Begge brødre bruger desuden aktivt og bevidst deres personligheder som fagligt spin, når deres respektive mål skal formidles og nås. Det er klogt, for de altid er interessante at se og høre på, fordi de – udansk, om man vil – er så skamløst ambitiøse og selvpromoverende i deres højoktanbegejstring. Samtidig fremstår de utroligt kejtede og sårbart ærlige med en vis sødme, når drømmeslottet krakelerer, og skeletterne – i dette tilfælde i bogstavelig forstand – vælter ud af skabene.

Instruktør Linus Mørk arbejder således med grundgodt materiale, og han har desuden fået adgang til narrativt prægnante og filmisk frugtbare situationer undervejs. Filmen ligner i store træk et opdateret sammenklip af instruktørens tv-serie DNA Detektiven fra 2015, som tidligere har været vist på DR. Den er komponeret som en slags roadmovie, der samtidig er koreograferet som en personlig rejse, hvor Eske Willerslev med kameraholdet i hælene pisker rundt fra sted til sted: i Statens Naturhistoriske Museums gange med rygsæk og cykelhjelm på; over i laboratoriet, hvor dna-prøverne syder, mens han råbende holder laboranterne i mentalt kog; så i fly til USA og i bil mellem reservaterne og ud til fundstederne af menneskeknogler i Nevada og Montana – med visse afstikkere til kollegaer i Skt. Petersborg, Rusland, Cambridge, England og Smithsonian Institution i Washington, D.C.