En slagplan mod wokeness

Claudine Gays opsigtsvækkende fratræden som rektor for Harvard University har rystet den akademiske verden. Hun var den første sorte kvinde til at bestride den fornemme post, men som mange allerede vil vide, gik hun af i sidste uge efter anklager om antisemitisme og plagiat. Hun var ellers et eksempel på, at det godt kan lykkes for en kvinde og en person med minoritetsbaggrund at komme helt til tops på et af verdens fineste universiteter – og det absolut rigeste. Hendes rektortid blev dog kun seks måneder lang, den korteste nogensinde i Harvards 387 år lange historie.

Hvad færre ved er, at Gays fratræden sker på baggrund af en kampagne tilrettelagt af den amerikanske højrefløj. Den konservative aktivist Christopher Rufo sagde i et interview til nyhedsmediet Politico, at kampagnen bestod af tre elementer: pres fra nogle af Harvards store donorer, politisk indflydelse gennem Kongressen og Rufos eget forsøg på at skabe tvivl om Gays akademiske meritter med anklager om plagiat. Ifølge Rufo var kampagnen en koordineret holdindsats med et fælles mål, nemlig at vælte Gay.

RUFO ANNONCEREDE sine plagiatanklager 10. december. Det var kort efter den famøse kongreshøring, hvor Gay svarede uklart på et spørgsmål om, hvorvidt en eventuel opfordring til massemord på jøder ville være i strid med universitetets regler. Rufo havde efter eget udsagn ventet på det helt rette tidspunkt, hvor anklagen kunne fungere som »det sidste søm i Gays kiste«. Samme dag sendte den jødiske milliardær og en af Harvards største donorer William Ackman et åbent brev til Harvards bestyrelse. Her stod der, at Gays manglende indsats mod antisemitisme på Harvard havde kostet universitetet milliarder af dollar i tabte sponsorater.

Senere i december kom der flere anklager om plagiat, og en professor fra et andet amerikansk universitet indgav to anonyme anklageskrifter til Harvard henholdsvis 19. december og nytårsdag. Her fremførte vedkommende i alt 47 eksempler på plagiat i Gays ph.d.-afhandling, en artikel i magasinet Origins fra 1993, et arbejdspapir fra 2001 og fem fagfællebedømte artikler, som blev udgivet, mens hun var professor ved Stanford og senere Harvard.

HARVARD UNIVERSITY var dog allerede blevet gjort opmærksom på nogle af plagiatanklagerne i oktober måned. Universitetets ledelse havde i den forbindelse nedsat et uafhængigt panel til at gennemgå de første anklager. Panelet afgav sin rapport 9. december, altså dagen før Christopher Rufo lancerede sine anklager om plagiat, og Ackman gik til angreb mod Gay.

Det var på baggrund af denne rapport, at Harvards bestyrelse 12. december meldte ud, at der i Gays videnskabelige arbejde var fundet nogle få eksempler på utilstrækkelig reference til kilderne, men ikke noget, der overtrådte universitetets regler om videnskabelig uredelighed. Senere i december tilføjede Harvard, at der var fundet tre tilsvarende eksempler i Gays ph.d.-afhandling. Ifølge universitetet havde Gay derfor indsendt tre rettelsesforslag i den fysiske og digitale version af afhandlingen.

DE FLESTE AF DE FORSKERE, som Gay ifølge anklagerne har plagieret, har affærdiget kritikken. Nogle, som Gays kollega, professor Jennifer Hochschild fra Harvard, siger, at der er tale om helt almindelige vendinger. Carol M. Swain, tidligere professor ved Vanderbilt University, er dog mere oprørt. Hun skrev i The Wall Street Journal, at Gays plagiat har skadet hendes (altså Swains) akademiske anerkendelse. Ifølge Swain dækker forskere i elitære miljøer over hinanden, fordi alle nyder godt af systemet, som det er. Det er derfor, at der ikke er flere forskere, der udtrykker vrede over plagiatsagen, konkluderede Swain.

Christopher Rufo er godt tilfreds. Kampagnen lykkedes med sit tredobbelte økonomiske, politiske og akademiske pres. Højrefløjen bør nu bruge samme model mod kritisk raceteori, kønsideologi og alle andre former for akademisk woke-bureaukrati, siger han til Politico.