Giftgas fra højre

Den gamle amerikanske borgerrettighedsforkæmper Ira Glasser, der længe var formand for civil rights-organisationen ACLU, har en god metafor: Censur er som giftgas. Det er et særdeles effektivt våben, og man kan med simple midler effektivt få lukket munden på sin modstander. Men problemet med våbnet er, at hvis vinden skifter, så kan den dræbende gas drive tilbage i hovedet på én selv. 

Når den politiske vind vender, som det jo nu og da hænder, ja, så vil ansvaret for censuren blive overtaget af modstanderne til dem, der oprindelig indførte den. De har naturligvis helt andre forestillinger om, hvilke synspunkter der skal kvæles. Og så vil censuren gå ud over dem, der talte for den.

Det gamle lærestykke er nu særdeles relevant på de amerikanske topuniversiteter. Her har stærke venstrefløjskræfter i flere tiår stået bag begreber som safe spaces, »no platform«, cancel culture og så videre: Man har kæmpet – ofte med succes – for at få udelukket talere og afskediget undervisere, som man anså for at være højreorienterede eller politisk ukorrekte. Det har oftest været aktivistiske studenter, der er gået forrest, men deres pression har haft held til at presse svage universitetsledelser til at agere med den ønskede censur. Men nu slår højrefløjen tilbage.

Det så man ved en kongreshøring om antisemitisme 5. december. Her grillede republikaneren Elise Stefanik en håndfuld rektorer fra nogle af USAs mest prestigefyldte universiteter: Elizabeth Magill fra University of Pennsylvania, Claudine Gay fra Harvard og Sally Kornbluth fra MIT. Angrebet gik på, hvorvidt rektorerne er villige til at skride ind imod Palæstina-støtter blandt de studerende, der for eksempel råber eller synger opfordringer til »intifada«. Det arabiske ord betyder opstand og henviser til palæstinensiske oprør imod Israel, men udspørgeren Stefanik hævdede, at sådanne råb kræver folkemord på jøder. Hun spurgte Magill: »Overtræder råbet om folkemord på jøder Penns adfærdsregler, ja eller nej?« 

Magill svarede: »Hvis udsagnet bliver til handling, kan det være chikane.« 

Stefanik fortsatte: »Jeg spørger specifikt: at kræve folkemord på jøder, udgør det mobning eller chikane?« 

Efter flere meningsudvekslinger sagde Magill: »Det kan være chikane.« 

Stefanik: »Svaret er ja.«

Udvekslingen førte til, at studenter og donorer ved University of Pennsylvania dagen efter begyndte at kræve Magills afgang som leder for stedet, og 9. december meddelte både Magill og hendes bestyrelsesformand, Scott L. Bok, at de trak sig fra deres poster i universitetsledelsen. Det har naturligvis blot givet Stefanik yderligere blod på tanden, og hun skærper aktuelt kravene om, at også Harvards og MITs rektorer skal presses ud af deres stillinger.

MAN MÅ ELLERS sige, at Magill forsøgte at holde hovedet koldt. En robust ytringsfrihed må naturligvis også omfatte råb om intifada, lige så vel som den vil omfatte råb til støtte for den israelske krigsførelse i Gaza. Det kan ikke være universitetsledelsers opgave at lovgive for de studerendes synspunkter, alene for deres adfærd – hvilket Magill netop forsøgte at påpege ved at rette fokus mod »conduct« og chikane. 

I den forstand udviste hun både mandsmod og vægring ved den stigende politisering af universiteterne i USA, hvor ledelserne afkræves politiske erklæringer om det ene og det andet – og hvor mange for eksempel var ude og ytre støtte til Black Lives Matter efter mordet på George Floyd i 2020. At det var et fejltrin at gøre universitetsledelser til meningsmaskiner om alle mulige aktuelle politiske spørgsmål, bliver nu i stigende omfang klart. Og i det aktuelt højspændte klima, yderligere skærpet af Hamas-Israel-krigen, ser den amerikanske højrefløj nu sit snit til at vende censuren 180 grader og blæse giftgassen tilbage mod venstre. 

I de klassiske cancel culture-sager anført af venstrefløjen var det især aktivistiske studenter, der lagde pres på rektoraterne, understøttet af SoMe-shitstorme – men de var også stærke af den simple grund, at tuition – betaling – fra de studerende udgør en betragtelig indtægtskilde på de amerikanske topuniversiteter. En anden vigtig indtægtskilde er imidlertid donationer fra tidligere studerende – alumner – og fra andre velhavende mæcener, og det er denne gruppe, højrefløjen nu har været i stand til at aktivere i presset på rektorerne. Så politiseringen af universitetsledelserne har anbragt dem i en skruestik mellem to modsatrettede politiske interessegrupper.

Ofret for denne giftgas, der langsomt driver frem og tilbage over fronterne, er naturligvis både ytrings- og forskningsfrihed på universiteterne. I skrivende stund er det et åbent spørgsmål, hvor længe Harvard og MIT kan holde stand.