Eliten. Uroen på Harvard vidner om en dybere krise på landets universiteter. Den amerikanske samfundskontrakt er brudt. Uddannelse er blevet en dårlig investering.

Organer for højere opløsning

CAMBRIDGE, MASSACHUSETTS – Amerikanere har en særlig betegnelse for det, der sker, når de fortæller nye bekendtskaber, at de har gået på Harvard University: Det kaldes at »smide H-bomben«. I USA findes der ikke mange ord med samme termonukleare effekt. Og slet ingen, som med to hvidglødende stavelser – Har-vard – kan gennemlyse klasseskellene i det samfund, som mange stædigt påstår er mere fair og meritokratisk end de fleste.

Af samme grund slår folkefærdet – der ellers ikke er kendt for beskedenhed eller selvudslettende adfærd – ofte knuder på sig selv for at undgå at sige ordet. I sociale sammenhænge kan Harvard-dimittender således finde på at henvise til »et universitet i nærheden af Boston« for at forhindre bomben i at detonere. De fleste kan nok regne ud, at det ikke er Bunker Hill Community College, de taler om, men det er et forsøg på at skabe en illusion af ligeværd – lidt som hvis kronprins Frederik gik rundt og sagde, at han var »vokset op i København«.

mabe
(f. 1980) er Weekendavisens korrespondent i Washington D.C., hvor han skriver om politik, økonomi og teknologi. Før Asienkorrespondent bosat i Sydkorea. Har blandt andet skrevet bøgerne Danmark Disruptet (2019) og Magteliten (2015).