Dyb historie har i de seneste årtier vundet indpas som en radikal udvidelse af historieskrivningen. I stedet for at begynde med skriftlige kilder, vigtige personer og begivenheder kaster den dybe historie blikket titusinder – ja millioner – af år tilbage ved at trække på geologiske og biologiske spor fra en lang forhistorie før skrift- og billedsprogets indtog. Det medfører et helt nyt historisk perspektiv, hvor den traditionelle europæiske historie fra antikken og frem til den moderne tid fremstår som en parentes.

Selvom dyb historie ofte fremstilles som ny, rækker dens rødder tilbage til 1700-tallet. Geologen James Hutton argumenterede ud fra studier af klippelag for, at Jorden var langt ældre, end Bibelens kronologi tillod. Han mente, at fortiden måtte forklares ved de samme naturkræfter, vi kan iagttage i dag – ikke ved enestående begivenheder som for eksempel skabelsen. På lignende vis søger dyb historie i dag at forstå fortiden gennem naturlig evolution og tilpasning til klimatiske forandringer snarere end gennem skriftlige kilder om vigtige historiske begivenheder.