På Isaac Newtons tid vidste Gud og hvermand, at førstnævnte havde skabt verden for 6.000 år siden. Nutidens astronomer og fysikere beskæftiger sig ikke længere med Gud, sådan som Newton gjorde, men de er dog enige i, at verden engang blev skabt.

Til gengæld er deres bud på en alder et helt andet, nemlig at universet blev til i et big bang-inferno for 13,787 milliarder år siden, og dét med en usikkerhed på blot 0,020 milliarder år plus/minus.