Der findes næppe noget mere fantastisk end at bringe et barn til verden. Men graviditeten og fødslen sætter kvindekroppen under enormt pres, og hver tredje gravide oplever komplikationer, såsom forhøjet blodtryk eller blodsukker, en for tidlig fødsel, voldsomme blødninger efter fødslen, eller at barnet har for lav fødselsvægt.

Foruden de problemer, komplikationerne kan give de nybagte mødre under og umiddelbart efter graviditeten, tyder nye studier nu på, at ovenstående også kan betyde forhøjet risiko for en række hjerte-kar-sygdomme.

Foto: Felix Heyder, Scanpix
Foto: Felix Heyder, Scanpix

Et studie, publiceret i tidsskriftet European Society of Cardiology, har analyseret data fra flere end 2,2 millioner graviditeter i perioden 1973-2015 i Sverige, hvoraf cirka en tredjedel af de gravide oplevede komplikationer. Hvis kvinderne oplevede blot én af de fire komplikationer, havde de op til dobbelt så høj risiko for at få et slagtilfælde inden for et årti efter fødslen. Særligt kvinderne med for højt blodtryk eller blodsukker var i stor risiko.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Forskerne undersøger forskellige bud på sammenhængen, og det kan skyldes, at komplikationerne kan påvirke blodkarrene i kroppen og skabe ændringer, der varer ved selv efter fødslen. Forskerne har sammenlignet søstre, og her peger resultaterne i retning af, at graviditeten forøger risikoen. Men der kan også være en bagvedliggende faktor, der både giver øget risiko for graviditetskomplikationer og slagtilfælde senere i livet.

Tilsvarende har kvinder, som har blødt voldsomt efter fødslen, næsten fordoblet risiko for en række hjerte-kar-sygdomme, herunder hjertestop og slagtilfælde, i op til 15 år efter fødslen. Det viser et studie publiceret i The Journal of Maternal-Fetal & Neonatal Medicine. Studiet trækker på data fra over 9,7 millioner kvinder i Europa, Asien og Nordamerika i perioden 1986-2018.

Årsagen kan være, at alvorligt blodtab påvirker kroppens evne til at skabe en stabil blodstrøm og dermed give ilt til kroppens væv.

I begge studier opfordrer forskerne til, at læger og hospitaler verden over bliver bedre til at holde øje med kvindernes helbred efter fødslen og være opmærksomme på de øgede risici.

European Society of Cardiology, 23. juni, The Journal of Maternal-Fetal & Neonatal Medicine, 25. juni