Målrettede indsatser – eller interventioner – er efterhånden blevet en fast del af både dansk og international uddannelsespolitik.

Populært sagt er en intervention en tidsafgrænset og målrettet indsats, som skolen iværksætter for at forbedre elevers faglige niveau, trivsel eller adfærd. Selv læsere uden daglig kontakt med begreberne i uddannelsespolitikken vil formentlig kunne genkende nogle af de mest »populære« såsom tolærerordninger, intensive læseforløb, turboforløb i dansk og matematik, ekstra støttetimer og mentorordninger. Listen er lang.