Falsificeret. Der er, ganske overraskende, bevægelse under overfladen på Saturns lille måne Mimas.
Dødsstjernens flydende indre
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Saturns lille måne Mimas er nok mest kendt, fordi den til forveksling ligner Dødsstjernen fra Star Wars-universet. Mimas har således et stort krater, der minder om linsen til Dødsstjernens superlaser.
Mimas er kun 400 kilometer i diameter, og dens overflade er helt dækket af små og store kratere, hvilket tyder på, at der ikke er nogen form for geologisk aktivitet i månens indre.
Det, vi ved nu
Man skal imidlertid ikke dømme måner ud fra deres overflade, for nu har analyser af månens bane omkring Saturn gennem flere år afsløret, at der må gemme sig et flydende ocean under den kraterfyldte overflade.

Det er et internationalt team af astrofysikere ledet fra Observatoriet i Paris, som har opdaget, at Mimas’ bane slingrer på en måde, som ikke kan forklares med, at det indre af månen er fast. Derfor konkluderer forskerne, at der må være et ocean under overfladen.
Beregningerne viser, at oceanet ligger mellem 20 og 30 kilometer under overfladen, men de kan ikke fortælle, hvor dybt det er. Til gengæld må oceanet være meget ungt med en alder på mindre end 25 millioner år. Til sammenligning er Jordens oceaner mindst fire milliarder år gamle.
Men ...
De nye resultater tyder på, at flydende vand er langt mere udbredt i solsystemet end hidtil antaget, og dermed også, at muligheder for at finde liv uden for Jorden er blevet større. På grund af Mimas-oceanets geologisk unge alder er det dog ret usandsynligt, at der er opstået liv på den lille måne. Men den er i hvert fald ikke en dødsstjerne. jopp
Nature, 7. februar
Del:

