Dino-craze. Salget af en Tyrannosaurus rex til 220 millioner kroner har gjort fossiler til investeringseventyr for de rige og sat gang i gravrøverier og ulovlig handel.
Dinosaurer som pensionsopsparing
For sådan nogle typer som David Hone er Mongoliet et mekka. Mens vi andre nok mere forbinder det asiatiske land med kæmpe ørkensletter, nomader og måske Djengis Khan, kan David Hone kun tænke på én ting: Mongoliet er et af de lande med flest velbevarede dinosaurfossiler.
Hone er lektor i zoologi ved Queen Mary University of London, hvor han specialiserer sig i arkæologi og fortidsfund. Han har flere gange hjulpet museer i Mongoliet med at udgrave fossiler, men sidst han var der, stødte han på et fund, der desværre er blevet mere og mere udbredt de seneste år. Dinosaurskeletter, der er gravet op og ødelagt af privatpersoner.



