Et mysterium hviler over den vestlige verden i disse år: Vi får færre og færre børn. Selv i de nordiske lande, som længe stod imod tendensen, tog fødselsraterne et dyk omkring 2010.

Forskere har desperat jagtet en forklaring. Er det sædkvaliteten, der er problemet, eller mødre, der venter for længe? Klimaangst eller politisk polarisering mellem mænd og kvinder? Ingen har dog for alvor haft held til at forklare det fald, som mange steder tog fart i slutningen af 00erne.