Det nærmer sig en sproglig parodi, at Immanuel Kant, 1700-tallets store oplysningstænker, der i sine svært tilgængelige værker genner os, menneskene, ud af vores »selvforskyldte umyndighed«, havde en mangeårig husholder ved navn Lampe.

Hver eneste morgen klokken præcis 5 trådte denne Lampe med fornavnet Martin ind i det kantianske soveværelse med dagens lys og en stilfærdig, om end bydende optegnelse: »Es ist Zeit!« Det er tid. Husholderen havde til opgave at blive stående nær sengen, indtil professoren, der ikke var noget morgenmenneske, havde sat begge bare fødder i gulvet.