Når vi beslutter, om vi skal løbe en risiko eller tage det sikre valg, foregår det i en hjerneregion lige bag øjnene. Det viser et nyt studie udgivet i Nature Neuroscience, hvor forskere fra UC San Francisco og UC Berkeley har analyseret seks personers hjerneaktivitet, mens de spillede et videospil.

Forsøgspersonerne havde fået implanteret elektroder i hjernen som led i en behandling mod epilepsi, og de elektroder kunne forskerne bruge til at måle, hvor i hjernen risikable beslutninger bliver truffet.

I et nyt studie kunne forskere forudsige risikovillighed. Foto: Christopher Neundorf, Scanpix.

Forskere kunne forudsige, om spillerne tog en chance, et halvt sekund før de gjorde det, ved at se på aktiviteten i to elektroder i den orbitofrontale cortex. Den ene elektrode, der var placeret midt mellem øjenbrynene, lyste op lige før en risikabel beslutning, mens den anden elektrode, der lå cirka to centimeter højere oppe, lyste op, hvis det sikre valg blev truffet.

Opdagelsen kan forhåbentlig hjælpe forskere til at udvikle fremtidige behandlinger af lidelser, hvor patienter oplever en ubalance mellem risikovillighed og forsigtighed. Det kunne eksempelvis være misbrug, depression eller ocd.

University of California, 15. september