Afskrivning. Vi bruger milliarder på at beskytte byer og boliger mod vandet, men det er en stakket frist. Det er tid til en ubehagelig snak.
Den store retræte

Den 20. oktober 2023 sad ingeniør Henrik Lynghus på rådhuset i Solrød og granskede sit oversvømmelseskort usædvanligt nøje. En kraftig vestenvind havde i flere dage skubbet enorme mængder vand op i Østersøen, men nu var vinden slået om i en voldsom storm fra øst, og snart ville vandmasserne skvulpe tilbage og presse sig ind over kysterne i det sydlige og østlige Danmark.
Det stormflodsvarsel, DMI havde sendt ud for Køge Bugt, lød på 1,4 meter over normal vandstand. Det var ikke nok til for alvor at true de centrale dele af Solrød Strand, som kommunen i flere år havde arbejdet på at klimasikre. Men det var nok til at skabe problemer længere mod nord, hvor havvandet kunne stuve sig baglæns op i vandløbene og oversvømme de lavtliggende boligområder. Et beredskab blev stablet på benene, og først på eftermiddagen var tre store gravemaskiner klar til at kaste store sandsække ud for at blokere indløbene.



