Konflikt. Generationerne har altid været uenige. Men det, de er uenige om, har fået større betydning. Ny analyse sammenligner X’ere, Z’ere, boomere og millennials og finder overraskende mønstre.
Den evige kløft
I hope I die before I get old, vrængede The Who-forsanger Roger Daltrey på »My Generation« i 1965. Det var begyndelsen til tiden, der blev kendt som ungdomsoprøret, frisindets tid, væk med det – og ikke mindst: de – gamle. En ny vej havde åbenbaret sig for ungdommen, antiautoritær, revolutionær, grænseløs, »og det var ikke sådan lige at lægge låg på,« som Niels Skousen sang om 68erne små 40 år senere.
I dag taler vi igen om en generation, der gør op med alt det gamle. Nu kaster de unge tomatsuppe og kage på kanoniserede værker, de dolker millennial-generationens moderfigur, J.K. Rowling, og hvæser som Greta Thunberg om magelige voksne, der »stjæler børns fremtid for øjnene af dem«. Og de »voksne«? De gisper omvendt over den radikale tilgang, kompromisløsheden og alt det, der gavmildt samles under betegnelsen woke. En ny og dyb kløft har tilsyneladende åbnet sig mellem generationerne.
Del:
