Den dårlige tabers pointe

»Der må være noget galt med reglerne i det her spil«. Har man selv sagt den sætning efter et brætspil med familien, kan man være rimelig sikker på at høre til i de dårlige taberes klub.

Men selvom man har tabt, kan man jo stadig have været udsat for uretfærdig pointgivning, og det samme gælder vel de borgerlige politikere, der nu vil diskutere valgsystemets indretning i kølvandet på deres nederlag.

»Der er ikke rødt flertal i Danmark. Kun i Folketinget på grund af en mystisk paragraf, som ingen kendte. Valgloven skal laves om,« skrev den genvalgte Venstre-politiker Jan E. Jørgensen på Twitter.

Og ja, Socialdemokratiet fik et mandat mere, end deres stemmetal på landsplan gav grundlag for. De blå og lilla fik helt præcist 68.209 flere stemmer end den sejrende røde blok. Det er et usædvanligt tilfælde af det, forskningen kalder election inversions, hvor valgresultatet vendes om, så den kandidat, det parti eller den blok, der fik flest stemmer, alligevel ikke vinder.

Det danske valgsystem er ellers indrettet til at sikre størst mulig proportionalitet – altså overensstemmelse mellem et partis stemmetal og dets antal af mandater, siger valgforsker og professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet.

Når det alligevel gik, som det gjorde, skyldes det to forhold. Det ene er den måde, vi fordeler kredsmandater på i Danmark: Den kaldes d’Hondts metode og er kendt for at give en fordel til de store partier. Det andet er valglovens paragraf 77, der siger, at fordelingen af kredsmandater er endelig, så man kan ikke korrigere, når et parti får flere mandater, end stemmetallet tilsiger.

Når de bestemmelser så kombineres med ommøbleringen af det politiske landskab, hvor der nu kun er ét stort parti og en række små, opstår balladen:

»Hvis nu Venstre og Socialdemokratiet begge havde fået omkring 25 procent af stemmerne, som det var tilfældet fra slut-90erne til midten af 10erne, ville der ikke have været det her problem,« siger Peter Kurrild-Klitgaard og peger på endnu en faktor:

»Det bliver ekstra tydeligt i en situation, hvor man har to blokke, der står fuldstændig skarpt over for hinanden, og det har vi kun haft siden 90erne. Hvis vi ikke havde haft forestillingen om blokke, var der nok ikke andre end mig og et par andre politologer, der havde interesseret sig for det, for så havde det ikke betydet noget for regeringsdannelsen.«

Mig og mit partis interesser

Et valgsystem skal ikke kun sørge for, at alle stemmer har samme vægt.

»Det er et spørgsmål om balance mellem proportionalitet, repræsentation og styringseffektivitet. Og det er hensyn, som let kan komme i strid med hinanden,« siger Bernt Olav Aardal, valgforsker og professor emeritus ved Oslo Universitet.

Det sidstnævnte – styringseffektiviteten – betegner det at kunne skabe levedygtige regeringer, og set i det lys er store partier ønskværdige. Små partier sikrer til gengæld, at alle holdninger bliver repræsenteret.

»Det afhænger i stor grad af partiernes egne interesser, hvordan de ser på de forskellige elementer. De mindste partier er meget optaget af repræsentation og proportionalitet, mens de store partier er mere optaget af, at det skal være muligt at danne velfungerende regeringer,« siger Bernt Olav Aardal.

Han har selv undersøgt det i et studie fra 2021, hvor både norske politikere og vælgere deltog. Når de hørte, hvad konsekvenserne kunne være af en ændring i valgsystemet, for eksempel at små partier ville få lettere ved at vinde mandater, påvirkede det i høj grad deres holdning. Ligesom politikerne gik også vælgerne op i at forme systemet, så det øgede deres egne chancer for indflydelse. I Norge har de tyndt befolkede områder for eksempel flere mandater, end befolkningstallet tilsiger, og det har de, der bor på de kanter, det sjovt nok fint med.

Også i Danmark plejer vi egne interesser. Peter Kurrild-Klitgaard oplevede en voldsom interesse for valgsystemer tilbage i 2006, da valgloven skulle ændres.

»Jeg ved med sikkerhed, at partierne sad og regnede som gale på, hvordan en ændring ville påvirke dem,« siger han.

De ændringer, man vedtog dengang, er sådan set årsag til socialdemokraternes ekstra mandat ved dette valg. Man lavede nye, større valgkredse med flere kredsmandater i hver, hvilket gjorde det lettere for små partier at vinde kredsmandater, og for at neutralisere den effekt skiftede man samtidig beregningsmetode fra Sainte-Laguës metode til d'Hondts. Groft sagt er Sainte-Laguës til fordel for små partier og d'Hondts en fordel for de store. Det var også på tale at indføre en regel, der ville tage et kredsmandat fra et parti, der stod til at få for mange, men Venstre, der dengang havde regeringsmagten, modsatte sig.

Bør vi så ændre valgsystemet nu?

Hvis man ændrer paragraf 77, så Socialdemokratiet ville skulle aflevere sit ekstra mandat, mister partierne til gengæld den sikkerhed, der er i at vide, hvor mange mandater man kæmper om i en storkreds. En anden mulighed er at gå tilbage til Sainte-Laguës metode. Så vil små partier få lettere ved at vinde kredsmandater, og der kan komme et-, to- eller tremandspartier i Folketinget. Altså en endnu mere fragmentarisk situation, end vi har nu. Det kan man så forsøge at modgå ved at skrue op for tillægsmandater og ned for kredsmandater eller ved at hæve spærregrænsen. Men så kan vi risikere en situation, hvor stemmespild på den ene fløj skævvrider valgresultatet. Og så er vi tilbage ved start.

Den enkle løsning

Det er altså svært at justere et valgsystem, for den ene mekanisme griber ind i den anden, siger Bernt Olav Aardal, der sammenligner det med tandhjulene i et ur. Men det betyder ikke, at man aldrig skal gøre det.

»Stod det til mig, skulle man nok sætte sig ned og tænke det helt forfra,« siger Peter Kurrild-Klitgaard og sætter fingeren på valgsystemets ømmeste punkt: Det er alt for kompliceret.

»Det danske valgsystem er et af de mest indviklede i verden. Jeg står hver oktober og skal undervise førstesemesterstuderende i det, og det er stort set lige så svært for mig at forklare, som det er for dem at forstå.«

Der er elementer, der går helt tilbage til før Første Verdenskrig, hvor vi havde flertalsvalg i enkeltmandskredse, fortæller han. Det gælder for eksempel strukturen med lokale opstillingskredse, som man ifølge Peter Kurrild-Klitgaard godt kunne genoverveje. Men dem er partierne til gengæld glade for, fordi det giver kandidaterne lokal forankring.

Så er der vægtningen af geografisk areal, der betyder, at yderområder får flere mandater end storbyer set i forhold til befolkningstal.

»Men det er ikke noget problem, fordi vi har tillægsmandaterne. Så selvom for eksempel Bornholm er sikret to mandater, som stort set altid går til Venstre og Socialdemokratiet, betyder det ikke, at Venstre og Socialdemokratiet har lettere ved at opnå mandater, de har bare lettere ved at vinde dem på Bornholm,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Nogle forskere håber på at løse problemerne med regnekraft i en slags højteknologisk algoritmeløsning, men det tror hverken Peter Kurrild-Klitgaard eller Bernt Olav Aardal særlig meget på.

»Jeg ser det som en demokratisk værdi, at et valgsystem er rimelig let at forstå,« siger Bernt Olav Aardal.

Han advarer mod at satse på mere matematisk avancerede systemer, selvom de på papiret kan virke mere retfærdige, for det er svært at vide, hvordan vælgerne vil opfatte sådanne systemer.

»Det allervigtigste er nok, at systemet har legitimitet. At uanset, hvordan vi gør, så kan det accepteres af befolkningen.«