Magistraten – Københavns bystyre, der bestod af et skiftende antal borgmestre og rådmænd –– modtog omkring 50.000 klager fra københavnerne i løbet af 1700-tallet. Selvom 1700-tallets mennesker ikke havde politisk indflydelse og levede i et samfund præget af strenge hierarkier og stor social ulighed, var de ikke fuldstændig magtesløse. Uretfærdigheder blev ikke mødt med dukket nakke, men med oprejst pande. 

Var man af den ene eller anden grund ikke i stand til at forsvare sig selv og løse konflikterne privat eller med politiets, domstolenes eller kongens mellemkomst, kunne københavnere søge hjælp hos Magistraten. Klagekulturen bundede i den udbredte opfattelse, at københavnerne havde krav på at blive hørt og taget alvorligt.